Blog

Velkommen til min blog!

I min blog vil jeg skrive lidt om det at være psykisk ramt, af f.eks depressioner, panikangst, og andre laster.
I er så hjertelige velkommen til at spørge mig om noget vis der er noget som jeg ikke har fået skrevet som i tror jeg ville kunne svare på.

Da jeg var omkring 3 år, blev jeg forbrændt på mine ben. Jeg blev sat ned i et alt for varmt karbad hvilket selvføgelig resulterede i at mine ben blev forbrændt. Jeg var så lille at jeg ikke selv kunne kravle op af badekaret så jeg blev siddene der i. Da min mor så kom hjem et stykke tid efter så hun hvad der var sket og der blev ringet efter en ambulance. Jeg blev hentet og bragt til aalborg hospital men blev derefter bragt til rigshospitalet da det var en 3grads forbrændning og det er aalborg hospital åbenbart ikke lige så gode til. Men jeg er rigtig glad for at jeg kan gå på mine ben den dag i dag, og jeg har det så godt som jeg har det.
Da jeg så fyldte 14 år, var der en vinter-periode hvor jeg begyndte at føle mig skidt tilpas først troede jeg det var influenca men det blev ved i længere tid. Tilsidst kunne jeg ikke cykle i skole uden og få det rigtig skidt nogengange var jeg bange for jeg skulle dø.
Det blev så skidt til sidst jeg ikke kunne gå i skole, jeg sad dag efter dag indenfor og spillede computer eller sov. Det var et rigtig helvede og min mor kunne ikke rigtig overskue hvad hun skulle gøre ved det, men det har jeg fuld respekt for hun har virkelig kæmpet en kamp for jeg skulle få det godt. Vi blev kaldt til samtale på skolen og blev henvist til børnepskylogen i aalborg hvor jeg blev hjulpet rigtig meget gennem genoptræning til at cykle i skole osv. Det hjalp også meget fint, men det var desværre kun i perioder det hjalp mig. Psykologén gav tilsidst op, og henviste mig til en psykiatre i nørresundby, kom først ind til en samtale hos ham. Havde fået afvide af psykologen at jeg nok skulle under medicinsk behandling, hvilket jeg var lidt modstræbende efter. Men han skulle vurdere om det var nødvendigt for mig, det fandt han så ud af at han syntes var oplagt.
Jeg var meget ked af det, men måtte overgive mig for ville jo selvføgelig gerne have det bedre.
og jeg tog så de her piller og syntes ikke rigtig der skete noget, men prøvede jo heller ikke noget da jeg var bange for om jeg kunne klare det. Men en dag jeg havde inviteret en af mine venner hjem til mig spurgte jeg ham pludselig om vi ikke skulle tage hjem til ham fordi jeg havde savnet og være hjemme ved ham, men min mor kunne ikke køre os så jeg hoppede lidt i land. Men han sagde at vi bare kunne cykle og jeg har aldrig følt mig tryg med ham, så jeg hoppede med på. Og det gik bare rigtig godt tænkte slet ikke på alle de bekymringer som jeg nu havde haft og det var virkelig en befrielse.